Plan A

Jeg giver mig selv én uge. Om en uge fra i dag, skal jeg have mig et job, eller en praktik eller noget på hånden, der kan minde om en plan. Jeg er rastløs, og trænger til at komme ud blandt mennesker. At skulle noget. Altså jeg kommer jo rigeligt ud blandt venner, så det er ikke ensomheden der bider. Det er måske nok nærmere der den dybere psykologiske forklaring ligger begravet - Jeg hygger mig simpelthen for meget, og har nok også haft brug for denne tid uden pligter der rækker ud over Englebarnet og mig. Det er professionelle Karen, der sidder og falder hen i et hjørne. Hun trænger til at blive rusket lidt i. På den gode måde forstås, for hun er nu sød nok, det er jo ikk' det... Jeg har en ansøgning i affyringsrampen, og en telefonliste som jeg skal ringe igennem i morgen. I morgen er det "Anrufen-tag" eller "telephone-day" eller "ringe-dag". Jeg har været sådan en kryster den sidste tid, for jeg ved jo godt, at det eneste der virker, er at gribe knoglen (som man så populært siger) og lade min sprøde røst gøre arbejdet. Jeg ved det, men jeg har ikke gjort det. Det gør jeg nu. ..og hvis plan A her ikke spiller sidst på ugen? hmmm så er jeg på røven for real. Jeg har nemlig ikke nogen plan B, og jeg har jo lovet mig selv, at jeg ikke længere vil have et sikkerhedsnet... Plan A virker! Det ved jeg bare!