buhu!

Godt så. Nu har vi et styks mellemørebetændelse og et styks lungebetændelse proppet ind i én lille bitte 1årig krop. Det er så synd for hende, og hun kæmper og kæmper, og jeg synes hun er så tapper. Moderen derimod er knap så tapper. For fanden jeg synes det er synd for mig. Jeg føler mig helt alene og fuldstændig drænet for energi. Jeg har også sygdommen bankende på døren, men der er alt for meget ansvar, til at jeg kan lægge mig under dynen og aldrig vågne op... altså selvfølgelig ikke "aldrig", men bare sove i et par dage ikk. Åh det kunne jeg godt trænge til. Jeg har ikke tid til at være syg, men i stedet for at stresse over det, som jeg brugte både søndag og mandag på vælger jeg nu at lægge mig i sengen ved siden af sovende, klynkende datter med computer, kaffe og skrive mails, søge job og se tv-serier. og sove, når det er muligt. Og tude lidt over hvor synd det er for mig. Over and out herfra...