Pensionisthygge

Jeg ææælsker pensionisthygge! Har lige haft en aften med bedsteveninden (ok, dem er der mange af, men én af dem) hvor vi spise middag, drak et enkelt glas rød, derefter kaffe, netto-kage, strikketøj og tv. Aaahh!
Men jeg er også ved at være klar til at komme lidt ud. For ikke så længe siden fik jeg sådan en lyst til at tage i byen! Ud at danse til tidens toner, slutte af på et brunt værtshus et sted i byen, og få en lang snak med en stamkunde over en lunken flaskeøl. DET har jeg lyst til. Jeg er støvet..

Forresten: Har lige opdaget at mine små kagetallerkner arvet fra Faster Helga bliver solgt i min lokale antikvitet til fucking 175 kr stk!! Du godeste, nu tør jeg jo ikke bruge dem mere! Nu står de der i skabet, og skaber frygt for at klodsede mig sætter mig på dem. Måske skulle jeg sælge dem? Købe nyt tøj for pengene?

Shh solen kommer..

Der er forår i luften, og det føles fantastisk.
Jeg har nu været alene med Englen i et halvt år. (Jeg har ikke nogen dato for "the big break up", men sådan ca.) Det har været 6 fantastiske måneder. Jeg har lyst til at sparke den næste, der siger at jeg klarer mig flot. Gu fanden gør jeg da det, for det skal jeg!
Men jeg har brug for at rejse væk. Jeg har brug for at lukke helt ned for nogle ting og tvinger mig selv til kun at se én vej. Fremad. Kan jeg rejse væk fra mit barn i en måned? .... en uge? Nææ, det tror jeg sgu ikke at jeg kan.

Det er ikke første gang at foråret bringer "stikke af" tankerne frem i mig. Jeg får sådan en lyst til at stikke af fra det hele og mærke afstande igen. Dem mærker man ikke når livet strammer. Men jeg kommer jo for fanden aldrig afsted. Jeg sidder her og lever det der liv. hvorfor er det jeg vil væk? Jeg tror, jeg vil nyde at være her i stedet for.
Her tag en kiks og nyd solen for helvede!

Endnu et sygdomsindlæg

Aargghh! Nu vil jeg gerne være fri for sygdom. Jeg har aldrig været så syg, som jeg har været i det her efterår/vinter. Mit immunforsvar må være helt fucked up, efter alt det andet der er sket i de mørke måneder. Nu kommer foråret lige om lidt, så må alt gå bedre, ikk?

Mens jeg sidder og skriver det her "kravler" Smukkebarnet rundt på gulvet. Hun møver sig rundt på maven hærger alt på sin vej. Jeg orker ikke at gøre noget ved det. Alle bøger er revet ud af reolen, strikkegarnet ligger som uldne slanger rundt over stuegulvet og mit nyeste boligmagasin er drysset ovenpå det hele som konfetti. Hun spiser sgu mine mode og boligblade, den lille terrorist! Haps haps haps, så er den Wegnerstol fortæret. Nå, der er vel også en slags vitaminer i den slags :)

Åh mit feber ramte hoved, kan ikke skrive mere nu.

Det der med parallelle verdener

I disse tider, hvor Whitney Houston bliver hyldet alle vegne (ja, vi er nogle der er blevet hånet til mangt en privatfest de sidste ti år - men uh ha nu er alle enige! fint fint) har det bragt nogle lidt andre tanker frem i mig.
Whitney har nemlig altid kunnet få mig til at føle mig som en stram sort gospelWoman (med stort W) der bare siger Shoup Shoup til alle problemer. Det eneste jeg behøver at gøre er; at slukke for spejlet + tænder for anlægget + skrue lige nøjagtig så højt op, at jeg ikke kan høre mig selv = Im every woman!

Da jeg gik i folkeskole var jeg rystende bange for de store drenge.. og piger! uha næsten værre med pigerne. Jeg var ikke bange for, at de skulle give mig buksevand eller tage min gymnastikpose eller andre modbydeligheder, som man hører at sådan nogle kan finde på. Nææ jeg var rædselsslagen for at de ville grine ad mig. At nogen ville tage mig i at pille næse, eller at jeg ville snuble midt på gangen eller gyys! at min lynlås i bukserne stod åben!
Så når jeg skulle have gymnastik (som i forvejen var langt ude af min comfortzone) og jeg skulle gå den lange lange farlige vej gennem "de stores gang", var mit forsvar at forvandle mig til en anden. Jeg kunne være Anne fra Grønnebakken, Kelly fra Beverly hills, min Farmor eller en indisk flygtningepige med sådan en rød dut i panden (det var mest deromkring, hvor der landede en flok tamilere i vores lille by - DET var spændende!)
Min pointe er (for der er en pointe) at jeg altid har kunnet finde ro i at være en anden. At det er nemmere at være stærk, sej eller vred, når jeg ikke er mig. Det er da noget mærkeligt noget, hva?
Måske skulle jeg overveje at prøve at være mig selv næste gang, fjenden melder sig. Nu er én af mine gode personligheder også død jo, såå tja man kan jo overveje det ...

working my ... off (og det er fedt)

Jeg går og brygger på et 'længere' indslag om at leve i min egen verden... men lige nu har jeg skrevet i 21 timer ud af det sidste døgns 24, så jeg skal lige have rettet mine fingre ud (jeg har sådan en dum vane med at stritte med tommelfingeren, når jeg skriver - hvorfor?)
Jeg vender stærkt tilbage om nogle timer... jeg skal lige have en pause...mad...søvn...zzz

V for (h)Vaffor noget??

Well well, den V-dag kom og gik igen uden så meget som et lille strejf af lyserødt. Men skidt os' med det, for jeg havde en alletiders 14. februar med dans i stuen og zoobesøg og ægte niece/søster hygge! Bedre februarhygge findes ikke!

Nu er jeg så tilbage i hverdagen. Jeg er begyndt at arbejde lidt igen. Jeg synes, der er en masse praktisk-Tetris, der skal gå op. Barnet har ikke nogen pasning endnu, jeg har halve jobs og ikke flere "klip" i dagpengekortet, faderen begynder også at arbejde nu, ansøgninger og cv og al mulig bøvl, som jeg egentlg har lidt svært ved at overskue. Hvordan får man det til at hænge sammen? Det sætter virkelig mine organiseringsevner på prøve! Hvis bare jeg kunne fortsætte på barsel og arbejde om aftenen og i weekenden lidt endnu... men jeg har en lille plan. som er hemmelig lidt endnu. fordi ellers er jeg bange for at jinxe den.

MEN ladies and gentlemen; De siger at pollentallene allerede er ved at stige! Det betyder forår! Det betyder optur og solskin, og kolde drinks i kongens København. Mmmmm!

V for Valentine

Februar er pr definition en skod-måned. der er mørkt, koldt, vådt og aldrig penge nok. Januar står skræmmende frisk i erindringen med dens "NU skal jeg dælme tabe 20 kg, spise sundt og blive et bedre menneske"-attitude. I februar har vi derimod indset, at it aint gonna fucking happen, så tag bare et ekstra stykke kage og vent på foråret.

Men så har nogen indlagt en lille lyserød surprise. En lille varm kop kakao til at lune sig på; Valentines day!

Jeg ved godt, det er en meget udskældt fejringsdag, og alle der har bare en lille smule omløb i hovedet, argumenterer med at amerikanske blomsterhandlere og choko forretninger hjernevasker os forsvarsløse februar-ofre til at tro, at livet er lettere med en rose og et hjerteformet kort.
Well min hjerne er vasket! Jeg vil saftsusemig gerne have en hemmelig beundrer, der sender mig chokolade og blomster (jada begge dele!) Og endnu bedre, hvis han eller hun (for fanden, jeg er da ikke i en position, hvor jeg kan være køns-kræsen) oven i købet erklærer mig sin store kærlighed.
Blomster, kage og chokolade kan man slet ikke få nok af, og så er jeg egentlig ikke så kaje med anledningen. Jeg har tænkt mig at tjekke postkasse og være hjemme hele dagen d. 14 februar, så buddet ikke går forgæves. Bare så I ved det...

Tvivl!

Jeg er simpelthen så meget i tvivl.
Jeg er i tvivl om, hvad der skal blive af denne blog. Jeg elsker at skrive, og jeg elsker at få mine tanker ud gennem fingrene, sådan som jeg gør det her. Men jeg bliver jævnligt meget bevidst om mig selv, og det jeg skriver (og dem der læser.. eller ikke læser), på en uhensigtsmæssig måde, fordi det bremser mig i at skrive frit. Jeg føler ikke rigtig, at jeg skriver OM NOGET. Jeg har udtrykt det før her på siden, overvejelserne omkring et EMNE. Noget der ikke er så navlebeskuende og til tider klynkende som nu. Heller ikke så meta-overvejende som i dette sekund.

Men tvivlen går også på, om jeg er personen der deler mine samfundskritiske røster eller madopskrifter, strikkeopskrifter eller børneopdragelse. Jeg har så skide svært ved at hidse mig op over noget, skælde ud eller bare formulere en lille bitte mening, at det virker helt ironisk, at jeg kaster mine skriblerier ud i offentlig forum. Jeg vil jo bare gerne have at vi alle sammen er venner.

Min første plan med denne blog var jo at offentliggøre nogle af de historier og kreative tekster, jeg har skrevet. Men problemet er helt konkret, at der ikke er nogle tekster at offentliggøre lige nu. Jeg har jo for hewled ikke tid til at skrive tekster for tiden! Så nu er det bare blevet en ammeblog. Gaaab!!

Jeg tvivler og tænker og mærker tvivlen igen. Jeg håber der kommer noget godt ud af det, og at jeg bliver klogere og modigere hen ad vejen.
Tak fordi du læser med..

noget om målstreger...

"Hvad har jeg gjort i dag, som har bragt mig tættere på mit mål?" - En god ven spurgte mig i weekenden om noget lignende, og jeg havde ærlig talt lidt svært ved at svare. Måske mest fordi jeg ikke ved hvad mit mål er. Jeg er ikke sådan én der sætter mål og når det. Jeg er nok mere sådan én go-with-the-flow-kinda-girl. Sådan én der flytter målstregen efterhånden, og derfor altid når i mål. Skal jeg sætte barren højere?
Naaj, jeg kan nu godt lide at være en succes. Også selvom den er lidt søgt.
Er det i virkeligheden det, der gør mig til lidt af en jubelidiot? At se sig selv som en succes, selvom man aldrig nåede i mål, men bare flyttede målstregen tættere på og kravlede over. Well så er det jo det jeg er...

Mere "forandring"

Jeg fortsætter lidt i samme dur (eller mol), for som jeg nævnte i går, så har jeg hovedet fuld af spørgsmålstegn, omkring hvad fremtiden bringer. Jeg tror, det er en øvelse i at være helt i nuet, og ikke forsøge at tyde, hvad der står derude i den mørke fremtid (mørk, fordi den er uvis.. du ved, tåget... mystisk.. argh det er da et godt malerisk sprog jeg har!)

Nå, men måske er det også en del af at blive voksen. Altså det med forandringer. Jeg tror for første gang, at jeg et øjeblik mærkede, at jeg faktisk var klar til at bo i et hus, med mand og børn. At jeg også gerne ville have hele pakken. Det ville jeg aldrig have indrømmet for få år siden, og faktisk nok heller ikke, mens det hele kom til mig (altså huset, manden og barnet) Ironisk nok, var det først lige inden "bruddet" (uuuh), at jeg tog mig selv i at føle mig voksen og glad for det. Helt uden at være fuld af distance og "årh hvad, jeg er slet ikke gammel nok til at købe bil (what stationcar!), bo i et HUS og købe brænde og autostol"- agtig.

Følelsen er der stadig. Følelsen af, at jeg er klar til at blive voksen. Ikke nødvendigvis på den borgerlige måde, men bare sådan på tage-ansvar-måden. Og det er nok meget godt, eftersom det er, hvad der behøves.
Måske er det der forandringen ligger gemt?

Forandringer??

Se mig, jeg har fået "ny" computer! - Jeg har i hvert fald fået min egen gamle computer igen, efter den har været en tur hos doktoren, og nu virker den igen. Årrgh en lettelse ikke at skulle stå med en 10.000 kroners udgift lige nu!

Det er min mr. Macs midlertidige sygdom, der er grunden til, at jeg ikke har skrevet indlæg hele ugen. Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg ville skrive indlæg hver dag (hvilket lykkedes i ca fire dage? Flot!) Nu kan jeg jo så passende begynde igen.

Jeg har i denne weekend (og faktisk hele ugen) tænkt meget på forandring. Jeg synes, at jeg lige nu står et sted i mit liv, hvor forandring er den store overskrift bøjet i neon. Jeg føler, at der lige om hjørnet venter en masse nyt, som jeg bare skal til at tage fat på. Men hvilke forandringer er i vente?

Jeg håber selvfølgelig på et job. Jeg har (må jeg desværre indrømme) ikke gjort så meget endnu, men jeg har en god mavefornemmelse og er fuld af gåpåmod, så mon ikke jeg kan lande mig et job denne gang? Jo det kan jeg helt bestemt!

Men hvad med kærligheden? finder jeg den igen? Jeg vil meget gerne møde en ny mand, der virkelig vil mig, som jeg kan forelske mig iog som jeg kan dele min fremtid med. Jeg vil mærke kærligheden igen. Jeg kan føle misundelsen, når jeg ser par på gaden, og når ser jeg familier, hvor manden åbenlyst viser stolthed og kærlighed til sin familie. Det vil jeg også have!
(Men på den anden side ved jeg ikke om jeg har overskud til at åbne mit hjerte igen. Jeg har rigelig at gøre med at få min lille hverdag til at fungere, og finde mig til rette i min nye rolle. Jeg arbejder stadig med at bearbejde følelsen af at være blevet snydt og holdt for nar og min selvtillid har lidt et meget alvorligt knæk. Jeg savner stadig den mand, der forlod mig, og de følelser bliver jeg nødt til at lægge fra mig, før en ny mand kan få sin plads i mit liv)

Jeg har mærkeligt nok brug for MERE forandring! Jeg har lyst til at rejse langt væk eller gøre noget vildt. Overraske mig selv! Ny frisure eller nye briller er bare ikke rigtig nok denne gang. Jeg har bare ikke fantasi til at finde ud af, hvad det skal være endnu... Vil I ikke komme med nogle forslag?