torsdag den 17. november 2011

Karen 15 år

Hvordan kan det være, at jeg bliver til den mest trælse teenager af at bo hjemme hos mine forældre?
Jeg er 33 år og flyttede hjemmefra første gang som 16årig. Voksne-Karen synes egentlig at mine forældre er ret cool, og virkelig forstående og engagerede og søde og rare og alt det der. Men alligevel ser jeg mig selv rode hele stue til, brokket mig over at vi igen skal have kartofler, og insisteret på at sidde med fjernbetjeningen. Det er lige før jeg regner tømning af opvaskemaskine med til værste og mest uretfærdige opgaver overhovedet!
Det er jo pinligt at være teenager som 33årig!
Måske har det noget at gøre med at min mor sender mig ud af døren med et "Jeg tror da du skal tage et halstørklæde på, skat. Det er koldt i dag" -

tirsdag den 15. november 2011

Ny stil

Jeg har fundet min firkant. mit sted og min hule. Her bor jeg. Eller vi. Eller nogle gange vi, og nogle gange jeg. Lige den del er svær at vænne sig til. men jeg må gøre mig stærk og rette ryggen.
Eventyret om den lykkelige familie på landet med barn og hus og drømme om fremtiden er endegyldigt slut, og nu flytter jeg langt om længe til mit eget sted. Det er et stort skridt frem mod et liv der er mit, og en Karen der er helt sin egen.

Jeg har deltaget i en konkurrence. For første gang i mit liv har jeg deltaget i en konkurrence, hvor jeg virkelig gerne vil vinde. Altså ikke bare gerne vil vinde. Jeg kan vinde! Hvis jeg virkelig strammer mig an, kan jeg vinde. Det er skræmmende, for en notorisk "jeg er bare med for sjov"-person som mig. Jeg har altid hadet konkurrencer og lagt mig fladt på maven, så snart nogle råbte "hvem kommer først!" - Det gør du, for jeg vil hellere sidde her og hygge mig. Jeg prøver ikke en gang. Konkurrencer er ikke min stil.

Men der er fandeme så meget, der ikke er min stil for tiden, så måske ved jeg slet ikke, hvad der er min stil. Eller også trænger jeg bare til en helt ny stil! Konkurrence-Karen!

onsdag den 9. november 2011

pyt med det-fasen

Jeg faldt alligevel i gryden. Gryden med joggingbukser og chokoladekiks før kl 12. Men ved I hvad.. det gør slet ikke noget, for sådan er det også at være på barsel. og det er jeg altså i to måneder endnu! Så jeg vil nyde mine "fall outs", og glæde mig over, at min datter tager nogle gode lange lure, så mor kan få genset både Madmen, Beverly Hills og sidste uges Hammerslag.

Og så kan man jo vælge at se det gode i, at min kost for tiden har fast fokus omkring alt hvad der er sødt, at jeg nu er begyndt at eksperimentere med nye varianter:
Chokolade med lakridsfyld
rosiner, nødder og mandler vendt i lakridspulver! - det er et HIT, sir jeg jer!
og Oreos.. dem har jeg aldrig været forfalden til før, men jeg må sige at de er addictive. Og meget lidt øko-agtige.

Men hvad gør det? Det er vel bare en fase, ikk?

mandag den 7. november 2011

boblerne vokser..

Selvom jeg lige nu ligger på bunden af coolness og vrider mig, kan jeg fornemme en lillebitte smule boblen i maven. Jeg begynder at mærke den fandenivoldske fuck-life fornemmelse, der skaber muligheder udenfor realitetssansen.
Den der følelse af at mulighederne er uendelige, og at jeg da bare er sådan én, der rækker ud og tager mig en mulighed til frokost, begynder at titte frem på bunden af rastløsheden og sorgen og tomheden. Men for fanden det føles godt! Og jeg må handle på det, mens jeg kan mærke bare en lille smule boblen i maven, for hvis jeg fjerner fokus fra boblerne, er der stadig rod på alle hylder i mit liv lige nu. Så boblerne må komme til min redning.

Væk med chokoladekiksene (når jeg har spist pakken færdig - hvilket ikke skulle tage mange minutter)
Væk med joggingtøjet
væk med "synd for mig" og "øv bøv"
på med mascara og go-get-it-attituden!

I morgen gør jeg noget vildt. Ja, jeg kan godt høre, at det lyder lidt vagt at skemalægge mine "vilde indfald" til i morgen, men altså.. pigen med de blå øjne er ikke så "crazy-girl" -endnu.