Klokken er 07.55. Jeg har været vågen mindst en time. Om lidt kommer min mor ind og vækker mig, og jeg ved hun allerede har læbestift på, og klar til at tage af sted, selvom der er mindst 2 timer til vi skal køre. Vi skal hente min søster først. Det er en underlig dag.
I radioen er de allerede i gang med forberedelserne. Det har de været i flere måneder, men nu går det løs med alt, hvad de har sparet sammen. På denne tid af dagen, er der ikke rigtig sket noget, så de gætter på hvad der kunne ske og genudsender de interviews, de har lavet tidligere, og analyserer dem på en ny måde. I fjernsynet viser de billeder af kirken, af blomsterne, af København der er renskuret og flagklædt i dagens anledning. Hele landet vågner til en festdag, der har været forberedt i flere år.
Jeg har fået flere invitationer til fester, jeg kunne være til. Tøsedag foran tv i fine kjoler og med bryllupskage. Fredagsbar i hjerter og champagne og med Zulus bryllupsdækning i baggrunden.
Jeg skal ingen af delene. Vi taler og griner lidt hysterisk i bilen hele vejen derind. Det er 45 minutters tom snak, men ingen af os har lyst til at være tavse. Faktisk er det helt rart at høre min mor og søsters stemmer. Så er det næsten, som om vi bare er en helt almindelig familie, der er på tur. Min søster er træt. Hun sms’er med sin nye kæreste. Han er endnu hemmelig, så mor tror det er Trine, hendes veninde, hun sms’er med. ”spørg hende hvor hun skal se det henne?” ”..Nå, det kan selvfølgelig også være, hun er på arbejde, men de må da have en skærm tændt der også?” ”Tror I de viser det i venteværelset?” ”Jeg vil nu gerne se hendes kjole. Når bare jeg har set den, så behøver jeg ikke mere. Eller måske også lige, når de siger ja. Men så behøver jeg heller ikke mere... udover talen selvfølgelig. Den skal man næsten have med”.
Jeg drejer ind på parkeringspladsen. Det er altid mig der kører, når vi skal herud. Mor er simpelthen så fraværende, at jeg ikke tør lade hende køre. Der er en plads lige udenfor døren. Det er underligt. Der er ellers aldrig pladser her. Jeg plejer at køre rundt i lang tid for at finde en plads, og jeg kørte kun herhen for at sætte min søster og mor af, så de kunne gå op, mens jeg ledte efter en plads. Men her var den. Den perfekte plads. Lige ved siden af springvandet.
Mor har lagt sin taske på skødet, mens vi kørte, og i det hun træder ud af bilen, vælter tasken og al indhold ud på asfalten og ned i springvandet. Mobiltelefonen ligger på bundne af bassinet og lyser. ”Indbakke”. Vi griner. Lidt hysterisk. Det er typisk min mor. Sammen får vi samlet alle de våde ting tilbage i tasken. Vi har ikke tid nu, men senere på dagen skal vi nok få tid til at redde, hvad reddes kan.
Far ligger i sin seng med lukkede øjne. Han sover. De har givet ham noget beroligende, men han vågner da vi kommer ind. Vi taler lidt om ingenting, holder hans hånd og kysser ham på panden. Han viser os sit bryst. De har barberet al håret af. Det ser mærkeligt ud. Det er slet ikke min fars bryst. Helt nøgent og sårbart. Der er et langt ar fra en tidligere operation. Om få timer får han et magen til ved siden af. Han komme til at ligne en flæskesteg på brystet, smiler han. Jeg siger, han kommer til at ligne en sej rocker. Det bliver flot på stranden til sommer.
Da de henter ham, vinker han og smiler til os. Han siger, vi skal passe på at ham i nabosengen ikke stjæler hans hjemmesko.
Vi har fået at vide at operationen tager ca. 4 timer. Efter én time ringer de til os. Der er gået noget galt. Min far kunne ikke tåle den medicin, de gav ham inden operationen, og han holdt op med at trække vejret. De genoplivede ham i 40 minutter. De fik kontakt med ham, og han ligger nu på intensiv. De kender ikke konsekvenserne af forløbet endnu. Hjernen har højst sandsynligt taget skade, men hvor meget må tiden vise. Vi har naturligvis ret til at klage.
På skærmen fælder Frederik en tåre. Det gør jeg også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar